640 millioner potentielle LinkedIn-brugere
Jeg deltog i aftes i et webcast afholdt af LinkedIn. Omdrejningspunktet var rekruttering, men vi fik også nogle mere generelle informationer om LinkedIn-brug. LinkedIn havde 10 års fødselsdag i maj i år, og samtidig rundede sitet 225 mio. brugere. Det antal er siden maj steget til 238 mio., og LinkedIn tilføjer lige nu to nye brugere i sekundet! Det er 1 mio. nye brugere om ugen. Ifølge underviseren på webcastet i aftes forventer LinkedIn, at der er 640 millioner potentielle LinkedIn-brugere i hele verden! Hvornår det tal forventes nået, forlød der dog ikke noget om, men interessant er det, at et site med kun 10 år på bagen oplever så eksplosiv en vækst.
Skrøner om LinkedIn og jobskifte
Der er mange, som har haft den opfattelse, at LinkedIn udelukkende er et udstillingsvindue for folk, som er interesseret i et nyt job. Men det er en skrøne, at folk kun er på LinkedIn med jobskifte for øje. Det er ligeledes en skrøne, at folk kun opdaterer deres LinkedIn-profil, når de er jobsøgende. LinkedIn er helt korrekt et godt sted at finde job og blive fundet til et job, men det er, ifølge LinkedIn, kun ca. br domain 18% af de 238 millioner medlemmer på LinkedIn, som er på udkig efter nye jobmuligheder. Størstedelen af brugerne på LinkedIn (se illustration herunder) er passivt jobsøgende og ser LinkedIn som et site, de kan bruge til at hjælpe dem i det daglige arbejde.
Kilde LinkedIn.
Medarbejdere er virksomhedens ambassadører på LinkedIn
Flere og flere virksomheder er heldigvis ved at indse, at LinkedIn er et godt sted at brande sig, og da den personlige profil er omdrejningspunktet for alle medlemmer på LinkedIn, fremstår medarbejdere i højere grad end andre steder på nettet som ambassadører for den virksomhed de er ansat i. Derfor er det også vigtigt at have en opdateret og gennemarbejdet LinkedIn-profil, og virksomheder er begyndt at tilbyde medarbejdere kurser i LinkedIn. I min optik er det helt rigtigt set af de virksomheder at klæde medarbejderne på til brug af LinkedIn, og ofte også andre sociale medier. Ikke fordi, som det ofte bliver fremlagt, fordi der lurer alskens farer (det gør der også, men livet er som bekendt farligt i sig selv), men fordi sociale medier generelt og LinkedIn i særdeleshed rummer helt fantastiske muligheder, hvis disse udnyttes korrekt.
Dit netværk har en værdi
LinkedIn giver for medarbejdere adgang til en virtuel version af deres eksisterende netværk, hvis de forstår at opbygge det og vedligeholde det (læs mere om netværk her). Det seneste eksempel jeg har hørt, og det er under en uge gammel, var en større virksomhed, der skulle forhandle kontrakt med en ny kunde. Inden forhandlingerne gik i gang, tjekkede deltagerne på LinkedIn, om de kendte nogen af de personer, de skulle forhandle med. Det viste sig, at en ansat kendte den primære person hos modparten, da de havde arbejdet sammen i længere tid for år tilbage. Denne person blev lynhurtigt kaldt hjem fra ferie og i stedet for et “kontraktmøde” endte mødet med mere at være et “projektplanlægningsmøde”, idet hele salgsprocessen blev forkortet pga. den personlige relation.
Udfyldt profil og opdateret netværk er nøglen
Ovenstående historie havde aldrig udspillet sig, hvis en medarbejder ikke som en del af forberedelsen havde foreslået at tjekke kundens ansatte på LinkedIn og se hvilke fælles forbindelser, der måtte være. En udfyldt personlig LinkedIn-profil og et opdateret netværk er en forudsætning for at bruge LinkedIn på denne måde, og eksemplet viser også, at der er masser af værdi at hente på LinkedIn – også selv om man er i job.
2 mio. danskere på LinkedIn?
Lige nu er der over 1,1 mio. danskere på LinkedIn, og mit bud er, at vi nok skal forvente at se sitet have ca. 2 mio. danske medlemmer inden for de kommende 18 måneder. Det betyder reelt, at største delen af den danske arbejdsstyrke, private såvel som offentlige ansatte, vil være at finde på sitet. De personer og virksomheder, som har opdaterede profiler på LinkedIn vil stå til at få mest ud af dette professionelle, sociale netværk. Lige nu er der en masse spændende muligheder på LinkedIn inkl. rekruttering og annoncering, men der er ingen tvivl om, at der kommer masser af nye features og muligheder i de kommende måneder og år. Husk på, at LinkedIn kun er 10 år gammelt, men har en brugerbase på 238 mio. og et kæmpe udviklingspotentiale ift. at tilbyde nye produkter og services.