Skip links

Sådan får din virksomhedsprofil flere følgere på LinkedIn

Virksomhedsprofiler på LinkedIn har følgere. De kommer på ingen måde af sig selv, men kræver en fokuseret indsats og tålmodighed. Til gengæld er det via følgere, at en virksomhed kan opbygge et netværk og ikke udelukkende skal forlade sig på at “snylte” på medarbejdernes netværk. Derfor skal virksomheder også – som en del af social selling-strategien – beslutte sig for, hvordan de ønsker at skaffe nye følgere.

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan man som virksomhed øger antallet af følgere, og der er flere måder at gøre dette på. For det første kan man som super- eller indholdsadministrator invitere egne forbindelser til at følge en virksomhedsside. Her giver LinkedIn 100 kreditter (1 kredit = 1 invitation til en i dit personlige netværk), som administratoren kan bruge til at invitere 100 fra netværket. Hver gang en invitation accepteres, får brugeren kreditten igen og kan invitere en ny fra netværket. Det ser sådan her ud på LinkedIn i højre side af virksomhedsprofilen:

Inviter dit netværk på LinkedIn til at følge din virksomhedsside
Hver superadministrator eller indholdsadministrator har 100 kreditter.

For det andet tilbyder LinkedIn en “Følger-knap”, som er et lille stykke kode der lægges ind på virksomhedens website. Desuden bør virksomheden indtænke “Følg os” i de kontaktpunkter, virksomheden ellers har med kunder og netværket. Kontaktpunkter ift. at skaffe nye følgere kunne være:

  • LinkedIn følger-knap på virksomhedens website
  • “følg os” link fra medarbejdernes e-mailsignatur
  • henvisning til LinkedIn-profil fra blogindlæg
  • krydshenvisninger på tværs af SoMe-konti
  • “tilføjelse af “Følg os” i diverse materiale.

Antallet af følgere er en oplagt KPI i en LinkedIn- eller social media-strategi for en virksomhed. Det er vigtigt at have fokus på hele tiden at udvide virksomhedens netværk, og samtidig er antallet af følgere nemt at følge op på ved KPI-opfølgning. LinkedIn tilbyder en række analyseværktøjer for administratorer af virksomhedsprofilen, så man kan få et indblik i hvem, der følger profilen.Har en virksomhed flere end 300 følgere, så er det muligt at målrette virksomhedens opdateringer mod specifikke målgrupper. Der kan segmenteres på: sprog, jobfunktion, universitet, anciennitet, geografisk tilhørsforhold, virksomhedsstørrelse og branche. Målgruppesegmentering vælges som del af opslagsfunktionen ved statusopdateringer for virksomheder på LinkedIn. Her kan vælges mellem “Alle” (dvs. alle på og uden for LinkedIn) og “Bestemt målgruppe”. Vælges “Bestemt målgruppe” guides man igennem udvælgelse af målgruppe.

Der er ikke nogen trylleformular for, hvordan man skaffer flere følgere til virksomhedsprofilen, men med en fokuseret indsats og ibrugtagning af bl.a. muligheden for at invitere kontakter samt følge-knapper og -links kan man øge antallet. Hver gang virksomheden slår noget op på LinkedIn, så ryger det ud i følgernes feed, og på den måde får virksomheden en direkte relation med følgerne i modsætning til, når virksomheden primært henvender sig til LinkedIn-brugere via medarbejdernes netværk ved delinger m.m.

Ovenstående er en forsmag på, hvad der kommer i mit næste hæfte “Social selling på LinkedIn”, som udkommer i sommeren 2021. Læs mere om hæftet her.